FlyPartner

Vilkår og Betingelser

Generelle betingelser for FlyPartner

FP Compensation ApS, CVR: 44451830
Hindegade 6, 1303 København K
kundeservice@flypartner.dk

Disse handelsbetingelser fastlægger aftalen mellem dig som kunde (herefter ‘Kunden’) og FP Compensation ApS (”FlyPartner”).

Hjemmesiden ejes af FP Compensation ApS.

Senest ændret: 2. september 2025

1. Formål og anvendelse

1.1 Når Kunden opretter en sag på www.flypartner.dk, bliver Kunden bedt om at læse og aktivt acceptere disse handelsbetingelser. Ved accept anses Kunden samtidig for at have læst, forstået og accepteret betingelserne, og hermed indgås en aftale mellem Kunden og FlyPartner om, at FlyPartner varetager inddrivelsen af Kundens kompensationskrav (“kravet” eller ”sagen”) i henhold til EU-forordning 261/2004 over for det pågældende flyselskab (“modparten”).

1.2 I forbindelse med sagens oprettelse underskriver Kunden en overdragelseserklæring, hvormed kravet formelt overdrages til FlyPartner. FlyPartner bliver dermed kravets nye kreditor og inddriver kravet i eget navn, for egen regning og risiko.

1.3 Hvis en sag oprettes på vegne af flere passagerer under samme booking, er Kunden ansvarlig for at indhente samtykke fra de øvrige passagerer. Hver medpassager skal underskrive en overdragelseserklæring, hvorved deres kompensationskrav overdrages til FlyPartner, før FlyPartner kan påbegynde behandling af sagen.

1.4 Hvis FlyPartner opnår medhold i kravet og modtager betaling fra flyselskabet, fratrækkes salær i henhold til punkt 4, hvorefter restbeløbet udbetales til Kunden.

2. Flypartners ret og forpligtelser

2.1 Aftalen anses for indgået, når Kunden accepterer disse betingelser i forbindelse med oprettelsen af sagen, og FlyPartner bekræfter at påtage sig sagen eller påbegynder sagsbehandlingen over for flyselskabet.

2.2 FlyPartner forbeholder sig retten til at tilrettelægge sagsbehandlingen på den mest hensigtsmæssige måde, herunder med henblik på at opnå den højest mulige kompensation, indgå forlig, vurdere dokumentation, føre dialog med modparten og eventuelt indbringe sagen for klageinstanser eller domstole.

2.3 FlyPartner har ret til at indsamle alle oplysninger, der er nødvendige for at behandle Kundens kompensationskrav, fra relevante tredjepartskilder. Kunden giver hermed sit samtykke til, at FlyPartner kan videregive nødvendige kontakt- og rejsedata til flyselskabet samt andre relevante samarbejdspartnere, herunder juridiske rådgivere, advokater og myndigheder, i det omfang det er nødvendigt for sagens behandling og i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.

2.4 FlyPartner kan til enhver tid vælge ikke at påtage sig en sag uden at angive årsag, eksempelvis hvis udsigten til medhold vurderes som minimal, eller nødvendige oplysninger ikke kan fremskaffes.

2.5 FlyPartner er ligeledes berettiget til at afbryde en sag på et hvilket som helst tidspunkt, hvis det vurderes, at omstændigheder eller ny information betyder, at udsigten til at inddrive kravet ikke længere er realistisk.

3. Kundens Forpligtelser

3.1 Kunden skal fremsende al relevant information og dokumentation, som FlyPartner anmoder om. Kunden garanterer desuden, at de oplysninger og dokumenter, der sendes til FlyPartner, er korrekte og fuldstændige.

3.2 Kunden forpligter sig til ikke selv at forhandle, indgå forlig eller modtage betaling i forbindelse med sagen, når kravet er overdraget til FlyPartner via overdragelseserklæringen.

3.3 Kunden skal straks orientere FlyPartner om alle henvendelser, tilbud eller betalinger fra modparten samt videresende al korrespondance med modparten til FlyPartner. Kunden skal besvare FlyPartners henvendelser ærligt, fyldestgørende og uden unødig forsinkelse.

3.4 Hvis Kunden afgiver urigtige eller ufuldstændige oplysninger, eller undlader at efterkomme FlyPartners anmodninger om at fremsende relevant dokumentation, kan FlyPartner opkræve salær i henhold til punkt 5, litra b.

 

4. Salær og prisstruktur

4.1 FlyPartners ret til at opkræve salær indtræder først, når kravet helt eller delvist er anerkendt eller tilkendt af modparten, og FlyPartner har modtaget betaling herfor fra flyselskabet. I så fald beregnes salæret af det modtagne beløb i overensstemmelse med betingelserne i dette afsnit.

4.2 Hvis kompensation ikke opnås i sagen, vil der ikke blive opkrævet salær, i overensstemmelse med FlyPartners No win – no fee-princip. Det betyder, at Kunden kun betaler salær, hvis der opnås kompensation, medmindre et af forholdene i punkt 5 gør sig gældende.

4.3 Ved udenretlig behandling af sagen opkræves et salær, svarende til 25% inklusiv lovpligtig moms af den samlede indhentede kompensation.

4.4 Ved indenretlig behandling af sagen opkræves et salær, svarende til 35% inklusiv lovpligtig moms af den samlede indhentede kompensation.

4.5 Salæret – 25 % ved udenretlig behandling og 35 % ved indenretlig behandling – beregnes af den samlede sum, som FlyPartner modtager fra flyselskabet i forbindelse med sagen. Den samlede sum omfatter kompensationen for flyvningen samt dokumenterede refusioner for nødvendige og rimelige udlæg, herunder nye flybilletter, hotelophold, forplejning og lignende udgifter.

4.6 Når FlyPartner modtager betalingen, fratrækkes salæret i henhold til punkt 4.3 eller 4.4, og restbeløbet overføres til Kunden på den af Kunden oplyste konto.

4.7 Ved overførsel af Kundens andel af kompensationen efter fradrag af salær opkræves et administrationsgebyr på 50 DKK, som ikke er inkluderet i nedenstående satser.

Dette kan Kunden forvente ved FlyPartners udenretlige behandling af sagen, baseret på kompensationssatserne fastsat i EU-forordning 261/2004:

Flydistance og forsinkelse Indhentet kompensation Udbetaling til dig efter vores salær Vores salær 25% (udenretlig)
Under 1.500 km 250 € 187,5 € 62,5 €
1.500-3.500 km og forsinket med 2-3 timer 200 € 150 € 50 €
1.500-3.500 km og forsinket med mere end 3 timer* 400 € 300 € 100 €
Over 3.500 km og forsinket med 3-4 timer 300 € 225 € 75 €
Over 3.500 km og forsinket med mere end 4 timer 600 € 450 € 150 €
*(Gælder også flyvninger mellem EU-lande over 3.500 km)

Dette kan Kunden forvente ved FlyPartners indenretlig behandling af sagen, baseret på kompensationssatserne fastsat i EU-forordning 261/2004:

Flydistance og forsinkelse Indhentet kompensation Udbetaling til dig efter vores salær Vores salær 35% (indenretlig)
Under 1.500 km 250 € 162,5 € 87,5 €
1.500-3.500 km og forsinket med 2-3 timer 200 € 130 € 70 €
1.500-3.500 km og forsinket med mere end 3 timer* 400 € 260 € 140 €
Over 3.500 km og forsinket med 3-4 timer 300 € 195 € 105 €
Over 3.500 km og forsinket med mere end 4 timer 600 € 390 € 210 €
*(Gælder også flyvninger mellem EU-lande over 3.500 km)
5. Hvornår FlyPartner kan fakturere Kunden

5.1 I visse tilfælde kan FlyPartner opkræve deres andel af det forventede salær, fra Kunden hvis:

  1. Modparten betaler direkte til Kunden, helt eller delvist, er Kunden forpligtet til straks at informere FlyPartner og betale det skyldige salær inden 7 dage efter fremsendelse af faktura.
  2. Hvis Kunden undlader at medvirke med oplysninger eller underskrifter, som er nødvendige for sagens videre behandling og opfyldelse af sine forpligtelser jf. punkt 3.
  3. Hvis Kunden ønsker at opsige aftalen, inden sagen er afsluttet, og fortrydelsesfristen nævnt i punkt 7.1 er udløbet.
  4. Hvis Kunden, efter at FlyPartner har påbegyndt sagen, overdrager kravet til tredjemand.
6. Indenretlige sager og omkostningsrisiko

6.1 FlyPartner forbeholder sig retten til at beslutte, om en sag skal anlægges ved domstolene. Beslutningen træffes på baggrund af en helhedsvurdering, hvor blandt andet sagens styrke, modpartens evne til at betale samt de forventede omkostninger ved en retssag indgår.

6.2 FlyPartner afholder omkostninger til retsafgifter og advokat. Kunden betaler kun det aftalte salær i henhold til punkt 4.4, hvis sagen vindes i retten.

6.3 Taber FlyPartner sagen i retten, bærer FlyPartner egne omkostninger samt eventuelle pålagte sagsomkostninger, medmindre tabet skyldes urigtige oplysninger eller illoyal adfærd fra Kundens side.

6.4 Eventuelle sagsomkostninger, gebyrer og renter, som retten tilkender, tilfalder FlyPartner.

7. Fortrydelse og opsigelse

7.1 Kunden har ret til at fortryde aftalen inden for 14 dage fra oprettelsen af sagen. Fortrydelse sker ved at sende en e-mail til kundeservice@flypartner.dk med oplysning om, at aftalen ønskes fortrudt, samt angivelse af sagsnummer.

7.2 Opsiges aftalen efter udløbet af fortrydelsesfristen nævnt i punkt 7.1, bevarer FlyPartner retten til det fulde salær eller en forholdsmæssig del heraf, afhængigt af sagens forløb, tid brugt på sagen og udsigten til at opnå kompensation.

7.3 Hvis FlyPartner opnår et resultat i sagen, inden fortrydelsesfristen udløber, bortfalder Kundens fortrydelsesret. I så fald beregnes og afregnes salæret i overensstemmelse med punkt 4.

7.4 FlyPartner kan opsige aftalen, hvis Kunden misligholder sine forpligtelser efter punkt 3, eller hvis FlyPartner efter en saglig vurdering finder, at udsigten til kompensation ikke længere er tilstrækkelig. I så fald opsiges aftalen uden omkostninger for Kunden, og kravet tilbageføres til Kunden.

8. Ansvarsbegrænsning

8.1 FlyPartner tilstræber altid en korrekt og effektiv behandling af sager, men kan ikke garantere, at et krav resulterer i kompensation.

8.2 Indhold og oplysninger på www.flypartner.dk – herunder beregningsværktøjer, guides og generelle beskrivelser – er alene vejledende og udgør ikke et bindende tilsagn om kompensationens størrelse eller et tilbud om indgåelse af aftale. FlyPartner kan derfor ikke garantere, at Kunden modtager et bestemt beløb i kompensation.

8.3 FlyPartner er ikke ansvarlig for fejl eller mangler i de oplysninger, som Kunden selv har afgivet.

8.4 FlyPartner er ikke ansvarlig for tab som følge af forkerte eller mangelfuldt oplyste bankoplysninger fra Kundens side.

8.5 FlyPartner er ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt fortjeneste eller andre følgeskader.

9. Behandling af persondata
9.1 FlyPartner er dataansvarlig for behandlingen af Kundens personoplysninger i forbindelse med sagens håndtering. Behandlingen sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og FlyPartners persondatapolitik, som kan læses på www.flypartner.dk.
10. Lovvalg og værneting

10.1 Denne aftale er underlagt og skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret.

10.2 Enhver tvist, der udspringer af eller vedrører aftalen, skal afgøres ved Københavns Byret som første instans, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Scroll to Top